Christian X har kun været konge i to år, da 1. Verdenskrig bryder ud. Han er opdraget til sin kongegerning primært af sin konservative farfar, Christian IX, som blev kaldt Europas svigerfar, fordi alle hans seks børn giftede sig ind i de store europæiske kongehuse. 
 

Siden 1864 har de store europæiske kongehuse holdt et årligt familietræf i Danmark og Christian X er vokset op med ”fyrstediplomatiet”, hvor familien i henholdsvis Danmark, Rusland, Storbritannien og Grækenland har haft en god kontakt med hinanden.
 

I 1914 har magtbalancen i Europa ulmet længe, og tyskerne har endda allerede en plan for, hvordan de kan opnå mere magt i Europa. Mordet i Sarajevo, hvor den østrig-ungarske tronfølger bliver myrdet, er derfor en kærkommen lejlighed for tyskerne til endelig at markere sig på Europakortet. De støtter med det samme Østrig-Ungarn, der erklærer Serbien krig.
 

I løbet af ganske få måneder er ”verden gået af lave”, og i Danmark står Christian X ganske alene. Han kan ikke længere kontakte sin familie rundt om i Europa, og han har en radikal regering, som ikke er synderlig lydhør overfor ham. Som konge er Christian X dog tungen på den politiske vægtskål, og man beder derfor altid Kongen om at tage den endelige beslutning med et: ”Hvad siger Kongen?”

Og hvad skal Kongen sige, når det, regeringen kommer med, i Kongens øjne overhovedet ikke er fornuftigt? Christian X kommer ud i et stormvejr under 1. verdenskrig. I den kongelige værktøjskasse er der ikke længere det rigtige værktøj til at løse problemerne. Han forsøger at regere Danmark efter bedste evne, og stridsspørgsmålet med regeringen om grænsedragningen i Sønderjylland ender i en gigantisk krise i påsken 1920, hvor kongen afskediger sin regering, og monarkiet er et mulehår fra at kollapse.  Trods Påskekrisen bliver Christian X landsfader, da han rider på den hvide hest over grænsen til den del af Sønderjylland, som stemmes hjem til Danmark i 1920.