En film af Anna von Lowzow og Lene Borch Hansen.

 

 

Danskerne under 1. verdenskrig

Sønderjyderne er tvunget i krig i tysk uniform. Europa er et stort helvede i flammer, og gullaschbaronerne danser under lysekronerne i Danmark. Kong Christian X bringer det danske monarki i fare, og Emma Gad er slet ikke til at overse.

 

Ja, der er gang i den, og som prins Joachim siger; ”så fyrer vi den af her i Danmark under 1. verdenskrig”. Intet er for småt til ikke at blive udnyttet til noget større. 

 

Danmark har ellers i 50 år lidt af det smertefulde tab af Slesvig og Holsten, hvor vi mistede 40 % af vores land og 30 % af befolkningen til tyskerne. Vi er – set med stormagternes øjne – et lille og ganske ubetydeligt land, da 1. verdenskrig bryder ud i 1914. Men vi har magten over adgangen til Østersøen!

Det lykkedes kong Christian X at holde Danmark neutralt ved at beordre armering af de danske farvande. Det betyder, at Danmark nu kan handle – især mad – med begge krigens parter, og vi holder os ikke tilbage for at score de økonomiske gevinster på andres død og ulykke.  Der spilles med plovmænd i massevis på Børsen, og danskernes sorgløse tilværelse synes ingen ende at have.

Men forskellen på rig og fattig øges og arbejderklassen rejser sig. Danmark ændrer sig fra at være et feudalt samfund til et spirende velfærdssamfund.

 

Det er tiden, hvor Regenten er tungen på den politiske vægtskål, og hvor alle kigger på Christian X og spørger: ”Hva’ siger Kongen?” (i dag siger vi ”hvad så?” til Statsministeren). Og hvad skal Kongen sige, når hele verden går af lave? I den kongelige værkstøjskasse er der ikke længere det rigtige værktøj til at lede landet.

 

Kongen regerer med hjertet og følelserne, regeringen regerer med fornuften. Det hele kulminerer under Påskekrisen, hvor Kongemagten dør som politisk faktor og herefter ikke længere spiller en politisk rolle.

 

Kronprins Frederik og Prins Joachim fortæller om et stykke dansk historie sammen med familiemedlemmer til den dansksindede soldat Thyge, til Emma Gad, til gullaschbaronen Harald Plum og til Johanne Braren, som Kongen løfter op til sig på den hvide hest ved genforeningsridtet.