top of page

Emma Gad

Emma Gad er Dagbladet Politikens første kvindelige journalist. Hun er desuden en kendt samfundsdebattør, forfatter samt dramatiker, og Politikens avissider bruges i krigsårene under 1. Verdenskrig til mange spidende artikler.

 

Emma Gad har sine meninger om rigtig mange ting, og hun optræder i det hele taget som vældig toneangivende i kredsen af det pænere borgerskab i København. Hun ser på det blomstrende, københavnske selskabsliv med et sundt blik, og hun er ekspert i at komme dets latterligheder til livs. Især de nyrige danskere, som tjener styrtende med penge under krigen ved handel med de krigsførende lande, får én over nakken. De opfører sig som proletarer med deres dårlige manérer, pralerier og måde at begå sig på. Der er ikke noget at sige til, at disse mennesker får øgenavnet ”Gullaschbaroner”.

 

Emma Gad er gift med admiral Urban Gad, og deres ene søn, Peter Urban Gad, er gift med ingen ringere end stumfilmens helt store, kvindelige stjerne, Asta Nielsen. Det er lidt af et scoop, og når Emma Gad inviterer nye og vigtige personligheder til salon, og som helst skal komme, undlader hun ikke at skrive på invitationen, at ”die Asta” også vil være til stede.

 

Selv er Emma Gad vældig meget til stede, da kvinder og tyende bliver tildelt stemmeret på lige fod med mændene for Folketinget i 1915. I årevis har hun kæmpet kvindernes sag, og hun er med i den kvindedeputation, som går til Kongen den 5. juni for at markere det, som kvinder og tyende hele tiden burde have haft ret til; nemlig at kunne være med til at bestemme. Nu er det endelig stadfæstet i den nye grundlov. Da Emma Gad pludselig står overfor Kongen, udbryder hun: ”Det er den lykkeligste dag i mit liv”. Kongen svarer: ”Hvorfor det?” Emma Gad fortæller, at det for hende er fantastisk, at både kvinder og tyende endelig har fået stemmeret, hvorefter Kongen tørt foreslår hende at: ”Admiralinden burde i stedet gå hjem og lave kaffe til sin mand. Det vil Admiralen sikkert sætte mere pris på!”.

© 2014 NORDISK FILM PRODUCTION
Mosedalvej 14, 2500 Valby
Tel: +45 36 18 82 00
nordiskfilm@nordiskfilm.com

 

GULD KONGE OG FÆDRELAND ER STØTTET AF OVENSTÅENDE FONDE

bottom of page