Den dansksindede soldat Thyge Thygesen fra landsbyen Stepping i Sønderjylland er en blandt de 26.000 dansksindede soldater, som måtte trække i tysk uniform under 1. Verdenskrig. Kun få unge mænd vælger at flygte til Danmark ved ganske enkelt at gå over grænsen oppe ved Kolding. Men Thyge frygter repressalier fra de tyske myndigheder overfor sin familie og endnu værre; hvis Tyskland vinder krigen, og han er flygtet til Danmark, kan han så selv komme hjem til fødegården igen?

 

Tyskland har længe ventet på stormagtskrigen, der én gang for alle skal afgøre, hvem der er Europas førende stormagt.  Tyskerne drager syngende i krig, men det gør Thyge overhovedet ikke. Han synes, at det er en skrækkelig oplevelse, og kun de ugentlige breve og pakker med mad, som familien derhjemme sender til ham på fronten, holder hans humør oppe. Han får forbud mod at tale dansk med sine dansksindede soldaterkammerater, de tyske feltpræsters prædiken er en lang krigstale, og hverdagen i skyttegravene er ulidelig. Soldaterne går i det samme tøj i ugevis, hvor leret sidder på dem som kokager, og hvor lusene og lopperne samt rotterne arbejder flittigt på også at få noget at spise.

 

”Har lige fået det gjordt af med 40 Lus. I denne Tid, hvor der er så knap med Fødemidler, kan det jo ikke gå an at holde så mange Husdyr, det er for mange Munde at mætte. I Forgårs myrdede jeg ikke mindre end nogle og 70. Hvis jeg ikke ser efter hver Dag, gror de mig over Hovedet!”

 

Thyge Thygesen kæmper på Vestfronten  i både Verdun og Somme, hvor krigens mest blodige slag raser. Her lurer døden overalt, og Thyge har svært ved at forene sig med, at næsten alle dem der kræver, at han kæmper og ofrer sig for Gud, Kejser og Fædreland, aldrig står ved siden af ham i skyttegraven, når det for alvor brænder på. Han skriver hjem til sin søster: ”Vi er kun Legetøj i deres Hænder”.

 

”Vi var deroppe et Par Timers Tid, så måtte vi søge lidt Dækning i Løbegraven – den var bedst holdt – Skyttegraven så frygtelig ud. Vi gik på vore egne Døde. Det var så nogenlunde rolig til Kl. 2½, så begyndte der en Kanonade voldsommere som før, det var frygtelige Timer.

 

Den 6. oktober 1916 modtager Thyges forældre brevet, som de siden Thyges indkaldelse har frygtet at få. Det lyder: ”Kære Hr. Thygesen og Familie! Det gjør mig ondt, men det er min Pligt….

 

Kirkeklokkerne ringer i Stepping og forældrene indrykker en dødsannonce for Thyge i den lokale avis. Men et par uger senere sker miraklet. Postmester Andresen kommer løbende igennem landsbyen med et brev fra Thyge, der ligger hårdt såret på et lazaret i Bonn, og råber: Thyge lever, Thyge lever.